Gratis fragt over 499,-

  • 0

Naturlige tekstiler, egenskaber og vask

Har du nogensinde gjort dig nogle tanker om, hvilke materialer dit Pieces tøj er fremstillet af? Det har du højst sandsynligt. Men kender du også til materialernes karakteristiske egenskaber, hvor de kommer fra, hvordan de skal behandles samt hvilke fordele og ulemper der er ved at vælge det ene materiale frem for et andet?

Naturlige materialer

Det der kendetegner naturlige tekstiler, er at de alle stammer fra dyr eller planter og ikke har været i kontakt med kemiske stoffer. De naturlige materialer er bionedbrydelige og skader dermed ikke miljøet. Naturfibrene kan opdeles i vegetabilske og animalske fibre. De vegetabilske fibre er bøjelige plantefibre, der hovedsageligt stammer fra cellulose. De animalske fibre består derimod af proteiner og kan fx være hår fra dyr.

Bomuld

Bomuld stammer fra bomuldsplanten. Planten lever bedst i et tropisk eller subtropisk klima. Processen bag bomuld foregår ved, at bomuldsblomsten høstes fra bomuldsmarken, hvorefter bomuldsfrøene separeres fra bomuldsfibrene og fibrene bleges. Til sidst spindes bomuldsfibrene til garn. Ved økologisk bomuldsdyrkning bruger man naturlige gødningsmidler, hvorimod man ved konventionel bomuldsdyrkning bruger pesticider, der påvirker miljøet. Fordelene ved bomuldstøj er at det er blødt og behageligt at have på. Det er både slidstærkt, temperaturregulerende og kan stryges. Dog krøller bomuld nemt, og bomuldstøj i mørke farver vil falme med tiden. Pieces Strik Bomuld kan mixes med materialet elasthan. Elasthan er et elastisk materiale, der gør at beklædningsdelene sidder tæt ind til kroppen og giver en større bevægelsesfrihed. Som udgangspunkt må bomuld vaskes mellem 30-95 grader, men man bør altid tjekke vaskemærket for en sikkerhedsskyld. Sørg for at undgå tørretumbling og lad det hængetørre i stedet.

Uld

Uld er ligeledes et naturligt materiale. Den type uld vi ser mest, kommer fra får. Processen bag uld foregår ved at fåret klippes, hvorefter uld fra fåret bliver kæmmet og renset. Uldet spindes herefter til garn. Fordelene ved materialet er at det ikke krøller, at det har en god slidstyrke og en god isolation. Derimod er uld et materiale der er svært at vaske og pleje, og så har det en langt længere tørretid end fx bomuld. Blandes uld med polyester, gør det tøjet mere slidstærk, og der opnås dermed et mere holdbart produkt. Uld skal vaskes på et uldprogram eller i hånden. Produkter af uld må aldrig tørretumbles eller stryges. Derudover skal uld ligge fladt og tørre, da materialet er elastisk og derfor kan trække sig. Uld behøver ikke at blive vasket særlig tit, da det har nogle naturlige selvrensende egenskaber. Generelt har uld godt af at blive luftet frem for at blive vasket.

Silke

Silke er en naturlig fiber der udvindes fra insekter. Til tekstilproduktionen er silkelarven den mest egnede art til produktionen af silke. Silketråde produceres af silkeormens spytkirtler. Silkeormen danner en kokon om sig selv af silketråden, hvorefter kokonen dampes og tørres. Til sidst foretages der en afhapsning, hvor kokonen trævles op og samles på garnvinder. Silke er særlig kendt for sin blød- og glathed, der gør det til et behageligt materiale at have på. Derudover er silke åndbart og har temperaturregulerende egenskaber, der betyder at det varmer når vejret er koldt og har en kølende effekt når vejret er varmt. Silke er et smidigt materiale der tørrer meget hurtigt. Som udgangspunkt skal silke sendes til professionel rens eller vaskes i hånden. I særlige tilfælde kan skånevask på max 30 grader også være muligt.

Læder

Ægte læder kan stamme fra forskellige typer af dyreskind. Transformationen fra råt skind til færdigt skind sker ved garvning. Skindet ligges først i salt for at suge væske ud. Herefter lægges skindet i vand for at skylle saltet af og gøre materialet fugtigt. Materialet lægges i en blanding af kemikalier for at fjerne fedt og olie i skindet, hvorefter fedtrester skrabes af skindet, for til sidst at blive garvet. Når garvningen er overstået, undergår skindet en proces af tørring, tilskæring, trimning, farvning og strækning. Læder er et fleksibelt materiale og utrolig åndbart. Materialet må hverken vaskes eller tørretumbles, men bør sendes på et professionelt renseri. For at bibeholde læderets unikke look, skal det plejes med de rigtige læderplejeprodukter. Imprægnering kan give et beskyttende lag, så læderet bliver mere modstandsdygtigt over for snavs og væske. Læder får et naturligt patina med tiden, der sætter et helt unikt præg på lædertøjet. Plejen afhænger derfor også af hvor rustikt og unikt man ønsker sit lædertøj skal se ud.